M&A

Visma opkøber e-faktureringsvirksomheden efacto

Visma foretager endnu et opkøb i Danmark med opkøbet af efacto, der er specialister i digitale faktureringløsninger til store og mellemstore virksomheder. Med efactos position i Danmark og Norge er de et stærkt supplement til Vismas samlede tilbud inden for ERP og elektronisk fakturering

efacto har mere end 20 års erfaring med at udvikle softwareløsninger, der automatiserer alle processer relateret til fakturabehandling og har med stifterne Johan Bjørling og Morten Boas i spidsen formået at opbygge en solid forretning med virksomheder som Fitness World, Deas, JP Politikens Hus og Kemp&Lauritzen på kundelisten.

“Vi er glade for at byde efacto velkommen i Visma-familien. Med deres stærke tilbud på e-fakturamarkedet i Danmark og Norge er de et interessant supplement til Vismas samlede tilbud inden for ERP og elektronisk fakturering. Sammen vil vi ikke kun styrke produkterne, men også muligheden for at hjælpe mellemstore og store virksomheder med at automatisere og forbedre deres faktureringsprocesser. Vi glæder os til at vokse sammen,” udtaler Yvette Hoogewerf, Business Area Director ERP i Visma.

efactos mange års erfaring i branchen har givet dem indgående viden om arbejdsprocesser og udfordringer forbundet med behandling af fakturaer i store og mellemstore virksomheder, og i dag automatiserer efactos løsninger PDFtoX, ERPintegrator og InvoiceFirewall de ofte tidskrævende manuelle faktureringsprocesser hos kunderne.

“Med Visma i ryggen får vi en unik mulighed for at opnå synergi gennem samarbejde med andre selskaber i gruppen. Det vil sikre, at efacto kan fortsætte sin vækstrejse, og det vil styrke vores position på markedet for e-fakturering og automatisering af fakturaprocesser. Derudover betyder det nye ejerskab ikke mindst, at vi kan fortsætte med at udvikle vores produkter og give vores kunder adgang til den bedste procesoptimerende teknologi, der findes på markedet,” udtaler Johan Bjørling, administrerende direktør og stifter af efacto.

efacto har 17 medarbejdere og kontorer i Hellerup, Oslo og Hamburg. Med stifter Johan Bjørling som administrerende direktør vil efacto fortsætte som selvstændigt selskab i den danske del af Visma-koncernen, som i dag dækker over 22 selskaber.

Om efacto
Softwareselskabet efacto står bag løsningen InvoiceFirewall, der sikrer større virksomheder en effektiv og automatiseret håndtering af leverandørfakturaer. Uanset hvilket system, der anvendes, har kunderne mulighed for ubesværet at sende og modtage elektroniske fakturaer. efacto blev stiftet i 1999 og har mere end 3.000 kunder over hele Europa.

Kontakt

Lage Bøhren

Visma

+47 921 57 801